Kristian Thulesen Dahls ugebrev 

 

– mandag den 25. september 2017 

 

Nej - løsningen er ikke, at endnu flere bosætter sig i København…

 

Forleden havde Politiken et interview med regeringens boligminister, Liberal Alliances Ole Birk Olesen. Han havde gjort sig tanker om boligudviklingen i København. Der skal bygges højere og tættere, der skal tages mindre hensyn til besværlige naboer. Markedskræfterne skal sættes mere fri, så mange flere boliger kan bygges.

 

Men er svaret på hovedstadens udfordring, at der bare bygges tættere og højere? Er det den "store vision"? Tankevækkende er det jo, at København ligger i den absolutte udkant. Derfor taler boligministeren også om en kunstig ø, der skal bygges boliger på til de titusinder, der de kommende år tænkes at søge til hovedstaden.

 

Men spørgsmålet er vel, om ikke København med Ole Birk Olesens visioner vil ændre markant karakter. Fra en ret flad by. En by, hvor man fra Rådhustårnet kan se stort set hele vejen rundt. En by, der så mere og mere kommer til at ligne mange af de andre storbyer, der er rundt omkring. Hvor Københavns smukke gamle centrum eksempelvis skal lukkes mere og mere inde bag høje huse. Er det dét, vi vil?

 

Man kunne jo have en anden vision. En, jeg egentlig indtil Birk Olesens interview i sidste uge regnede med, at vi i Dansk Folkeparti delte med regeringen.

 

At det er uhensigtsmæssigt, at stadig flere bor på et ganske lille areal. At det giver miljømæssige og trafikale udfordringer, som ikke er gode. At det er forkert, når flere og flere tror, at det er en simpel nødvendighed at bo i store byer for at få livet til at hænge sammen. At vi tør have en vision, der tænker modsat.

 

En vision, der tror på vækst, liv og udvikling i hele Danmark. En vision, hvor der sikres arbejdspladser, uddannelser, infrastruktur, boliger, bredbånd, politi og ordentlig adgang til vores fælles sundhedsvæsen og så videre i hele vort skønne Danmark. At der sikres gode leve- og bovilkår i hele landet.

 

Deri ligger for mig også, at det ikke er statens opgave at understøtte den vandring fra land til by, som vi oplever i disse år. Folk må selvfølgelig bo, hvor de vil. Også i de store byer. Men fra politisk hold må ambitionen være, at vi skal skabe en bedre balance og dermed i realiteten modvirke den stigende urbanisering.

 

Og vi har da også lavet flere glimrende ting sammen med regeringen for at fremme dette. Ikke mindst er det fremragende, at vi har fået sat gang i udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet. Det har en chance for at ændre mentaliteten og italesættelsen omkring dette med by contra provins. Men også omkring adgangen til uddannelser, sundhedsvæsen, kulturtilbud osv. skal vi holde fast i, at provinsen har sin plads.

 

Folk må selvfølgelig bosætte sig, hvor de vil. Men når vi kan se det uholdbare i udviklingen, skal vi politisk også turde tage initiativer i den anden retning. København er på mange måder en dejlig by. Men vi skal altså ikke alle sammen bo lige præcis dér. Vi skal ikke bare acceptere det som en uafvendelig sandhed, at trafikken mellem provins og storby kun kan gå én vej.

 

Så nej Ole Birk Olesen - løsningen er ikke, at endnu flere bosætter sig i København…

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 Tilbage
 Print