af Ib Poulsen folketingsmedlem (DF), Grandetoften 9, 7700 Thisted [email protected]
FLYGTNINGE: I tirsdagens spørgetid til statsministeren kom gamle, kendte tal på bordet.
Af personer med anden etnisk baggrund er en tiendedel kommet i job efter et år, en tredjedel efter fire år og efter 10-20-30 år er under halvdelen i job.

Lars Løkkes svar på udfordringen er et Kinder-æg (tre i en). 
Ja, den ene del fangede jeg, så stod" jeg af, nemlig at migranter skal i job allerede dag et. 
Men kære Lars Løkke, vi har over 100.000 arbejdsløse, hvad med dem? 
Er det østarbejdernes job, de skal overtage? 
Er det de 8000 lærepladser, der er brug for, at de skal tage? 
Klart, at det er med løntilskud. Det er vel derfor, erhvervslivet " ønsker at tage socialt ansvar".

I år regner regeringen med 25.000 migranter, som vil søge asyl og efterfølgende familiesammenføring. (De gik til valg på at mindske antallet!). 
I alt 40.000-50.000. De næste år 15.000 plus familiesammenførte.
En udgift frem til 2020 på mindst 48 mia. kroner. Alene i januar i år kom ca. 62.000 ind i Schengen og op i Europa. 
Så stopper det i dag eller i morgen eller næste år? Nej! 
Migranter, der skal i job fra dag et? 
Det vil sige, at regeringen ønsker illegale migranter gjort til indvandrere, ligesom Merkel i Tyskland ønsker det, ja, så giver det måske mening. 
Regeringen ønsker jo øjensynligt at følge Tysklands kamikaze-kurs. 
Udefra set virker det jo også, som om Løkke er Merkels marionet dukke. 
Siden 1999 er der kommet 21 integrationstiltag, som ikke er lykkedes.

Hvad er det så lige, der får Løkke til at tro, at han har fundet Kinder-ægget, som virker? 

Det Kinder-æg (tre i en), der efter min mening virker, er: 
1. Danmark må meddele det, som vi alle kan se: Schengen-aftalen er brudt sammen, og vi skal ud af det, så vi kan gennemføre en reel grænsekontrol.
2. Vi skal have staten til at påtage sig ansvaret for de mange migranter og opføre barakbyer, som drives af staten. Her kan de så forbedre deres kompetencer ved hjælp af uddannelser.
Og de skal ikke i job fra dag et.
3. Så er migranterne her, indtil de kan vende tilbage til deres eget land.
 Tilbage